(Forældre: Geheimelegationsraad, Kammerherre Olinto Maria Emilio de Gasparo d'Andrea Giusti dal Borgo di Primo Baron del Asilo og Frederikke Louise Wesselhoft, adopteret von Schimmelmann).

---

Pontoppidan, Erik (Ludvigsen), 1698—1764, Biskop og Prokansler,

teologisk, historisk og sproglig Forfatter. F. 24. Aug. 1698 i

Aarhus, d. 20. Dec. 1764 i Kbh. (Petri), begr. sst. (Petri). Forældre:

Stiftsprovst Ludvig Henriksen P. (1648—1706, gift i° 1677

med Barbara Hansdatter Backer, 1646—89, gift i° med Sognepræst

i Herlufmagle Jens Nielsen Spend, 1632—76) og Else Sophie

Spend (1673—1707). Gift 1° 26. Okt. 1723 med Francisca Toxverd,

d. 30. Dec. 1730 i Hagenbjerg, D. af Sognepræst i Lundum

Peder Frandsen T. (d. 1735). 2° 4. Sept. 1731 i Sønderborg med

Lina (Eliina) Danielsen, døbt 6. Dec. 1712 i Sønderborg, d. 1.

Febr. 1744 i Kbh. (Helligg.), D. af Husfoged paa Sønderborg

Slot Peter D. (1680—1735) og Ingeborg Thomsen (f. 1690). 30

Pontoppidan, Erik. 459

16. Febr. 1745 med Johanne Marie de Hofman, f. 1. Febr. 1722

paa Skerrildgaard, d. 3. Maj 1809 i Kbh. (Petri), D. af Justitsraad

Søren de H. til Skerrildgaard (1688—1771) og Karen Elisabeth

Dreyer (1689—1727).

Tidligt forældreløs blev P. sat i Huset hos en fjern Slægtning, Justitsraad

D. C. Braes til Kokkedal i Torslev Sogn. Da han her blev mishandlet

af Huslæreren, kom han 1709 ved Familiens Indgriben først

en kort Tid til Aarhus Latinskole og 171 o til Fredericia, hvor han

boede hos sin Halvbroder, Sognepræst Henrik P. Skolens pædagogiske

Tilstand var yderst ringe, og da Drengen følte Skoletugten

ulidelig, tog Halvbroderen ham 1713 ud af Skolen og satte ham i

Huset hos Sognepræst Ove Guldberg i Barrit. Her tilbragte han

to Aar, til han 1715 igen kom i Fredericia Skole. 1716 blev han

Student, studerede Teologi og tog Attestats 1718. Han var ikke

religiøst grebet, men nok religiøst følsom. Da han i Kbh. hørte sin

Nabo holde Andagt med Bøn, Skriftlæsning og Salmesang, skammede

han sig over, at han som Teolog gik saa let hen over den

Gudsfrygt, der burde være hans Hovedsag. En videre Uddybelse

af det religiøse Liv oplevede han under et Ophold hos sin Morbroder,

Kaptajn Spend paa Godset Hoiersbiittel i Stormarn. Navnlig

fik fransk-reformerte Opbyggelsesbøger her Betydning ved at

vække ham til Selvprøvelse. 1719—20 var han Huslærer i

Kristiania og rejste derefter som Hovmester for Ivar Huitfeldts

Søn Claus med denne til Holland og England (1720—21). Under

Opholdet i Utrecht kom han i personlig Forbindelse med den i

Datiden indflydelsesrigeste reformerte Teolog F. A. Lampe. Det

Kendskab, han i det hele fik til denne Del af den reformerte Vækkelse

og den dermed forbundne teologiske Tænkning, satte kendelige

Spor i hans Udvikling. Efter sin Hjemkomst blev han Huslærer

for Hertug Frederik Carl af Pløn (s. d.), og ved hans Hof blev han

1723 Prædikant og samtidig Diakon i Nordborg By, 1726 forfremmet

til Hertugens Patronatskald, Sognepræsteembedet i Hagenbjerg.

Uden at han havde oplevet et »Naadens Gennembrud«

efter den hallensiske Pietismes Omvendelsesskema, havde Berøringen

med den reformerte Pietisme og dens strenge Moral kaldt

en dyb personlig Alvor frem hos ham, saaledes at han ved Indgangen

til Præstegerningen ikke tvivlede om sit »indre Kald«, men

endog kunde føle sig som Aandsfælle af Pietismen og vide sig enig

med den i dens Idealbillede af den hellige Menighed. Hans Forkyndelse

sigtede mod personlig Omvendelse, »den døde Ortodoksi«

var utilstrækkelig til Frelse, selv om Læren var nok saa luthersk;

Kirketugten skulde sætte Skel mellem troende og ugudelige, og

46o Pontoppidan, Erik.

P. tog fat med Bibellæsninger og Husbesøg og stiftede et Præstekonvent,

hvis Medlemmer skulde samles om pastorale Emner til

Dygtiggørelse i deres Gerning netop som Sjælesørgere. Baade ved

sin vækkende Forkyndelse og ved de teologiske Anskuelser, han

fremsatte, blev han stemplet som Pietist og fik adskillige Fjender,

blandt dem Sognepræsten i Nordborg, senere Provst H. C. Brandt,

der paaførte P. en besk Strid, som nødte ham til at indhente

Erklæringer om sin lutherske Rettroenhed. 1727 udsendte han

»Heller Glaubens-Spiegel, in welchem die Kennzeichen der Kinder

Gottes vorgestellet werden«, en Andagtsbog, der har øst af mange

Kilder (Grossgebauers »Vægterstemme«, Pietismens forgrenede Inderlighedslitteratur,

reformerte Opbyggelsesbøger — særlig gør

Discipelforholdet til Lampe sig gældende — og engelske Dissentersskrifter)

og omtrent samtidig det lille Skrift: »Dialogus oder Unterredung

Severi, eines pseudorthodoxen Predigers, Sinceri, eines

Stadts-Secretairen und Simplicii, eines einfaltigen Burgers, betreffend

die Religion und Reinheit der Lehre«. I Samtalens Form vilde

P. klare Begreberne om den rette, oprigtige og personlige Tros

Karakter. Men under de smaa Landsbyforhold var de teologiske

Forskelle blevet personliggjort, og ingen kunde være i Tvivl om,

at P.s Skildring af Severus sigtede paa Brandt. Den i Forvejen

ubehagelige Strid om P.s Rettroenhed blev yderligere tilspidset

ved Dialogens personlige Brod. Den første Del af Konflikten jævnedes

paa den Maade, at P. 1728 lod sig bevæge til at underskrive

samtlige symbolske Bøger (altsaa ogsaa den ortodokse Konkordieformel)

som Læreforpligtelse, for saa vidt disse ikke stred mod den

hellige Skrift. Dette var et betinget Kompromis, som ikke kunde

skade P., men heller ikke gavne Brandt. Denne blev da ogsaa først

tilfredsstillet, da P., tvunget af Forholdene, gav ham en Undskyldning

for Dialogens Offentliggørelse.

Med uhyre Flid havde P. i disse Aar tillige kastet sig over Læsning

af topografiske og historiske Skrifter; gennem Kaldsfæller søgte

han at samle alle Slags historiske Oplysninger, og paa Grundlag

af sine Husbesøg gjorde han Optegnelser om Almuens Overtro,

Skikke og Talemaader. Som Frugter af disse Iagttagelser i Marken

udkom senere »Everriculum fermenti veteris« (1736, oversat af

J. Olrik 1923) og »Onde Ordsprog, som fordærver gode Sæder«

(1739). De to Skrifter har bevaret et for Folkemindeforskningen

vigtigt Stof, men Forfatterens direkte Hensigt med Udgivelsen var

at bekæmpe Overtro og Vantro. 1729 udgav han en lille topografisk

Beskrivelse af Kbh., »Memoria Hafniæ«, for at bevare Minderne

fra den gamle By, af hvilken en stor Del Aaret forud var

Pontoppidan, Erik. 461

lagt i Aske. 1730 fulgte en udførligere Gennemgang af Kongeriget

og Slesvig, »Theatrum Daniæ veteris et modernæ«, og 1734 »Kurtz

gefaste Reformations-Historie der Dånischen Kirche«, den første

Mundsmag paa den store Fremstilling af den danske Kirkes Historie,

med hvis Forarbejder han syslede. Han affattede disse Skrifter

paa Tysk i den Hensigt at oplyse og retlede de fremmede Læsere

om danske Forhold.

Efter Christian VI.s Tronbestigelse blev den dansk-norske Kirkepolitik

ledet i hallensisk-pietistisk Retning (»Statspietismen«). Det

gjaldt nu for Kirkestyrelsen at faa de betydeligste Embeder besat

med vækkende Præster. P.s nidkære Præstegerning var blevet kendt;

efter en Prøveprædiken kaldte Kongen ham til Slotspræst og Sognepræst

i Hillerød 1734, og allerede n. A. blev han Hofpræst i Kbh.

og Meddirektør ved de fattiges Væsen, 1738 ekstraordinær Professor

i Teologi, 1739 Medlem af Kommissionen til en revideret Bibeloversættelse,

s. A. Medlem af Mønt- og Medaillekommissionen,

1740 Medlem af Missionskollegiet og Meddirektør af Vaisenhuset

og 1742 Medlem af det nystiftede Videnskabernes Selskab, i hvis

Skrifter han offentliggjorde en Række Afhandlinger; den vigtigste

var »Det danske Sprogs Skiæbne udi Sønder-Jylland« (1745) med

en sønderjysk Ordsamling og en Redegørelse for det tyske Kirkesprogs

Udbredelse efter Reformationen i den dansktalende, sydslesvigske

Befolkning. Kongen satte stor Pris paa P., og i Grev

J. L. Holstein havde han gennem Aarene en trofast Støtte. Det

var ham saaledes en stor Ære, at han 1736, da Konfirmationen

blev paabudt som en offentlig Kirkehandling ved Tohundredaarsmindet

for Reformationens Gennemførelse, fik overdraget at udarbejde

en Katekismusforklaring og en Salmebog. Forklaringen er

udarbejdet med Speners »Einfåltige Erklårung« (oversat 1728) som

Forbillede og udkom allerede 1737 under Titlen: »Sandhed til

Gudfrygtighed«. Efter kgl. Befaling af 22. Aug. 1738 skulde den

indføres overalt i Danmark-Norge. Den var affattet i 759 Spørgsmaal

og Svar og krævede faktisk flere Forudsætninger for Tilegnelse,

end det daværende Almueskolevæsen formaaede at yde sine Elever;

1771 blev en af P. Saxtorph foretaget Forkortelse autoriseret til

Brug. Læresystemet var uforandret, men Kravene til Udenadslæren

færre. P.s Forklaring fik langt større og varigere Indflydelse

i Norge end i Danmark, hvor den flere Steder mødte heftig Modstand

fra ortodokse Præster, der angreb den for vrang Lære. Kun

det kongelige Magtbud om dens almindelige Brug tvang den igennem,

indtil den i Aarhundredets Slutning afløstes af Balles Lærebog;

dog vedblev »de stærke Jyder« helt op til vor Tid at holde

462 Pontoppidan, Erik.

fast ved »Pontoppidan«. »Den nye Psalme-Bog« (1740) med Salmer

af Kingo, Brorson og tyske Oversættelser (i alt 552 Salmer) blev

ikke paabudt og fandt i Kongeriget kun Indgang i Hofmenighederne

(deraf Navnet »Slotssalmebogen«), medens den holdt sig

længe i Nordslesvig som Kirkens og Husandagtens Salmebog. —

P.s Interesse for Personalhistorie lagde sig for Dagen i de to Bind

»Marmora Danica« (1739—41), som gengav Indskrifter, navnlig

fra Ligsten og andre kirkelige Monumenter. Om end Afskrifterne

langt fra altid er nøj'agtige, er der dog her bevaret adskilligt, som

ellers var gaaet tabt. P.s »Gesta et vestigia Danorum extra Daniam«

(I—III, 1740—41) vidner om hans store Belæsthed og Samarbej'de

med Wadskiær, men i historisk Henseende om svigtende kritisk

Metode. Værkets Stemning er baaret af romantisk Stolthed over

de danskes Tapperhed. Langt større Værdi har hans omfangsrige

Kirkehistorie, »Annales ecclesiæ Danicæ diplomatici« ( I - I V , 1, 1741

—52), i første Række en annalistisk Materialesamling, der svulmede

op, j'o nærmere han kom sin egen Tid, svagest i den kildekritiske

Vurdering af ældre Beretninger, men til Gengæld værdifuld, hvor

han for senere Tiders Vedkommende bygger Fremstillingen paa

Synodalakter, Visitatsbøger, Registranter og Breve. Men det store

Materiale har overvældet ham, og man kan med god Grund klage

over Mangel paa Overskuelighed. At et Arbej'de som dette stod

i det personlige Livssyns Tjeneste, er meget forklarligt ud fra P.s

pietistisk-nationale Grebethed. Han er stærkt paavirket af Kirkehistorikeren

Gottfried Arnolds Bedømmelse af Menighedens Udvikling.

Martyrtiden er Kirkens glansfulde og stærke Tid, de

betryggede Kaar dens farligste. Et Sammenstød med Jakob Langebek

viste P.s Mangel baade paa historisk-kritisk og selvkritisk Bedømmelse.

I den som Roman formede Rejsebeskrivelse i Breve, »Menoza,

en Asiatisk Printz, som drog Verden omkring og søgte Kristne«

(I—II, 1742; I I I , 1743), fik han Lejlighed til at beklage, hvor lidt

sand Kristendom der fandtes. Hans frimodige Udtalelser om

mangfoldige Forhold var dækket af den litterære Konstruktionsform.

Da Christian VI. døde 1746, vidste alle, at der maatte ske en

Ændring i de kirkepolitiske Forhold. P. var træt af den krævende

Hoftjeneste, Sammenstødet med Langebek havde just ikke været

dekorativt for P., og da Bergens Bispestol 1747 blev tilbudt ham,

vovede han ikke at afslaa Henvendelsen. Maj 1748 kom han til

Bergen og tog straks fat for at bringe ordnede Forhold til Veje i

Administrationen af Stiftet. Han mødte ikke ringe Modstand, men

med fast Haand fik han Skolefundatserne bragt i Orden og skaffede

Pontoppidan, Erik. 463

Udvej for at forsyne Skolerne med de nødvendige Lærere. Han oprettede

et kateketisk Seminarium for lærelystne Bondedrenge, der

skulde forberedes til at kunne undervise Børnene hjemme i deres

Sogne; dette Seminarium kunde nedlægges 1751, da Stiftet paa

den Maade nu var blevet forsynet med Lærere. Med fast Greb

om Latinskolens Slendrian fik han dennes Undervisning og Ry

hævet, og yderligere stiftede han Seminarium Fridericianum (indviet

1752), en Undervisningsanstalt, der var anlagt som en højere

Realskole. Men dette Seminarium fik ikke den blomstrende Fremtid,

han havde haabet, da han havde anlagt dets Undervisning i

for nær Tilknytning til Latinskolen. Alligevel maa man beundre

P.s Initiativ og Evner baade til at administrere og skaffe Udvej for

Penge ved dette Seminariums Grundlæggelse. Med flere af Byens

Præster havde han Vanskeligheder, og Visitatsrejserne i det store

Stift stillede ham mange Opgaver. Gennem Spørgeskemaer forberedte

han sine Visitatser, som han gennemførte saa flittigt, at han

1751 havde gæstet alle Stiftets Sogne med Undtagelse af de to

fjernestliggende. Han tilskyndede sine Præster til at holde Katekisationer,

bryde Almuens Overtro og gaa i Spidsen for et oplyst

Skolevæsen. Gennem aarlige »Opvækkelige Hyrde-Breve« vejledede

og tilskyndede han Præsterne til med Alvor at forkynde Omvendelse

og Syndernes Forladelse; han lagde dem paa Sinde at vise Flid i

al deres Gerning og med vaagen Ansvarsfølelse foregaa deres Menigheder

med et udadleligt Eksempel. Paa Visitatsrejserne fik han

Lejlighed til at iagttage Almuens Liv, Skikke, Ordbrug og Tænkemaade,

og han havde let ved at faa den jævne Mand i Tale. 1749

udgav han »Glossarium Norvagicum«, en Samling sjældne norske

Ord, »som gemenlig ikke forstaaes af danske Folk«. Det er ikke et

filologisk Arbejde, men nærmest at opfatte som en Parleur. Desuden

samlede han paa Oplysninger om Flora og Fauna og udsendte

disse Samlinger under Titlen: »Det første Forsøg paa Norges naturlige

Historie« (I—II, 1752—53). Om end Arbejdet er umetodisk og i

mange Henseender ogsaa ukritisk, betyder det dog et Fremskridt

i Forskningen, fordi P. gik ud fra, at mærkelige Begivenheder havde

deres naturlige Aarsager. Han priste den norske Natur og roste

den norske Bonde for Nøjsomhed, Flid og godt Humør. Adskilligt

af det, P. genfortæller, har Værdi for Folkemindeforskningen, og

Bogen blev ogsaa anerkendt i Udlandet. Under sit Ophold i

Bergen var han 1749 blevet Dr. theol.

1754 søgte P. Rejsetilladelse til Kbh. Aarsagen var den ubehagelige,

at Viceborgmesteren i Bergen, P. S. Garboe, havde besvangret

Borgmester Henrik Matthiesens Datter og under et Forhør i en

4 6 4 Pontoppidan, Erik.

nedsat Provsteret havde nævnt P.s Navn i en Sammenhæng, som

ikke kunde udlægges paa anden Maade, end at Biskoppen ogsaa

sigtedes for at kunne være Barnefader. Ved kgl. Resolution blev

det famøse Sted vedrørende P. udslettet i Provsterettens Protokollat.

P. havde ganske vist faaet den Æresoprejsning, han havde begæret

og fortjent, men var ilde berørt af hele Skandaleaffæren og havde

intet Ønske om at vende tilbage til Bergen. Da J. L. Holstein som

Universitetets Patron behøvede en praktisk, videnskabelig belæst

og from Mand til at bringe Forholdene paa Fode, og da han vidste,

P. besad disse Egenskaber, blev han 1755 udnævnt til Universitetets

Prokansler. Han skulde have Indseende med, at Professorerne

holdt deres Forelæsninger og Disputatser, han skulde varetage

Stipendiernes Fordeling og Universitetets Økonomi foruden adskillige

andre Hverv. Men unægtelig var hans Opgaver saa mange

og den Modstand, hvormed hans Initiativ og Trusler om Mulkter

blev mødt, saa sammenbidt, at han faktisk ikke formaaede at sætte

nogen af sine Planer igennem. »Han fik her med haardere Halse

at skaffe end Bergens Præster« (G. L. Baden). Paa et enkelt, men

vigtigt Omraade maa en senere Tid dog erindre Professorernes

Modstand med Taknemlighed, nemlig da P. vilde sætte igennem,

at Universitetet skulde afhænde sit Jordegods, fordi Administrationen

af dette beslaglagde adskillige Professorers Tid og fremførtes

som Undskyldning for deres svigtende videnskabelige Produktivitet.

For at animere Studenterne til Flid foreslog han at dele Præsteembederne

i Klasser, der svarede til de Karakterer, som Kandidaterne

havde opnaaet til Attestats, og for de teologiske Studenter

holdt han pastoralteologiske Forelæsninger, som i samlet Form

udkom i »Collegium pastorale practicum« (1757), et saa fortrinligt

Værk, at det maa kaldes den humanistiske Pietismes betydeligste

Pastoralteologi. Sine topografiske Arbejder fortsatte han med »Origines

Hafnienses Eller Den Kongelige Residentz-Stad Kbh., Forestillet

i sin Oprindelige Tilstand« (1760) og det store Arbejde, der

skulde omfatte en Beskrivelse af hele Landet, »Den Danske Atlas«

(I—II, 1763—64), fortsat paa Grundlag af hans Forarbejder af

Svogeren Hans de Hofman, Langebek og B. C. Sandvig — for sin

Tid et Standardværk, svarende til vor Tids »Trap«, og for Eftertiden

en rig Kilde at øse af.

Nye Opgaver trængte sig frem. I Teologien kom den Wolffiske

Filosofi op og gav Fornuften al den Ret, som den gamle Pietisme

havde nægtet den i religiøse Anliggender. Som den Humanist, P.

var, voldte denne Kursændring ham nok Uro, men ikke personlige

Vanskeligheder; blot maatte det apologetiske Arbejde indrettes

Pontoppidan, Erik. 465

derefter, thi baade Troens Forsvarere og Angribere kunde hvæsse

deres Vaaben paa Wolffs System (jfr. P.s apologetiske Skrifter:

»Ældgamle og Eenfoldige Christendom eller det Væsentlige i de

Christnes Troe og Pligt«, 1755, »Afhandling om Verdens Nyehed«,

1757 og »Sandheds Kraft til at overvinde den Atheistiske og Naturalistiske

Vantroe«, 1758). Endvidere rykkede de økonomiske Spørgsmaal

frem paa en ny Maade, fordi Almenheden opdagede, at Overvejelserne

om Beskyttelseslovgivning, Told og Selvforsyning angik

hver Husstands materielle Velfærd. P. tog med optimistisk Glæde

fat paa den Opgave at aabne sine Landsmænds Øjne for Landets

Hjælpekilder og for at fremme dansk Arbejde (Eutropii Philadelphi

Oeconomiske Balance, 1759). I Samarbejde med Grev A. G.

Moltke indbød han Offentligheden til at indsende Afhandlinger

om økonomiske og fysiske Emner, hvis Indhold kunde komme alle

til Nytte. Et Udvalg af disse Afhandlinger, hvoraf mange er skrevet

af Præster, udgav han i »Danmarks og Norges oeconomiske Magazin

« (I—-VIII, 1757—64). Der findes her et overordentlig stort og

patriotisk præget Materiale, der indeholder Kernen i de fleste

senere Landbrugsreformer. Sammen med de to Brødre, Præsterne

F. C. og O. D. Liitken lagde P. Grunden til et sagligt Studium af

Økonomi som Videnskab.

P. var mere Samler end Forsker, hans Styrke var Reproduktionen,

men ikke den metodiske Kritik af det indsamlede Stof. Hans

Evner laa i høj Grad paa det praktiske Livs Omraade. Hans Flid

var uhyre, og gennem sine Samlinger har han reddet adskilligt fra

Udslettelse og bevaret værdifuldt Materiale til Sigtning af en senere

Tids uddannede kritiske Forskning. Paa enkelte Omraader brød

han Bane for nye Synspunkter, men som Helhed gælder det, at

han byggede paa forudgaaende Forskeres topografiske og historiske

Samlinger, som han derved forøgede. Som Teolog var han i de

yngre Aar afgjort præget af den reformerte Vækkelse og stod som

Ortopraksiens Mand, det vil sige, at han stred for, at ret Tro og

ret Liv maatte følges ad. Heri kunde han finde Fællesskabet med

den hallensiske Pietisme, og han formaaede at bevare det værdifulde

i Pietismen uden derfor at lukke sig af for de Værdier, som

han erkendte som berettigede i den frembrydende Oplysningstid.

I det 18. Aarhundrede staar han som en udpræget national Statskirkemand,

og med Rette er hans Navn blevet sat paa den 1866

genrejste Skamlingsstøtte.

Rang med Etatsraader 1755. — Maleri paa Fr.borg og af A.

Brunniche 1749, stukket af O. H. de Lode. Efter Stikket malede

Hans Hansen 1823 et Maleri til Fr.borg, nu forsvundet. Por-

Dansk biografisk Leksikon. XVIII. April 1940. 3°

466 Pontoppidan, Erik.

trætmedaillon af Johs. Wiedewelt 1765 i St. Petri Urtegaard. —

Mindesten af samme 1782 ved Jægerspris, stukket af J. F. Clemens

ca. 1782 (Kgl. Bibliotek).

Michael Neiiendam: Erik Pontoppidan, I—II, 1930—33, med Litteraturhenvisninger.

Endvidere: Kirkehist. Saml., 6. Rk., I, 1933—35, S. 34—52;

III, 1, 1939, S. 29—37. L. J. Koch: Salmedigteren Brorson, 1931, S. 106

—19. H. Blom Svendsen: Norsk Salmesang. Arven fra gammel Tid, 1935, S.

224—27. Hakon Stangerup: Romanen i Danmark i det attende Aarhundrede,

1936, S. 80—84. Jens Holdt: Niels Johannes Holm, 1937, S. 337. P. G.

Lindhardt: Peder Hersleb, I, 1939, S. 104. Sønderjyllands Historie, V, 1932

- 3 3 , S. 317, 367- Michael Neiiendam.

Aagaard, der var bror til Christen Aagaard, var uddannet fra Københavns Universitet. Han tog efterfølgende på rejse ud i Europa. Da han vendte tilbage til Danmark, var fik han embede som sognepræst i Faxe og fra 1641 rektor for Herlufsholm. Fra 1647 var han professor i retorik og fra 1650 tillige bibliotekar ved Sorø Akademi. Han udarbejdede talrige latinske og græske digte, ligesom han udgav flere filosofiske og filologiske skrifter, bl.a. om Tacitus, Ammianus Marcellinus og Det Nye Testamente. 

---

http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/264/origin/170/

Abel Cathrine (1626 - 1676)

Abel Cathrine Hans Hansens

1626-76, legatstifter.

*13.12.1626 formentlig i Slesvig, †1.1.1676 i Kbh.

Forældre: Wolf von der Wisch.

~15.7.1655 med krongodsforvalter, proviantskriver Hans Hansen Osten, *25.3.1617, †3.4.1672 i Kbh.

Plejebørn: Hedvig.

“Abelæ Catharinæ Død var meget smærtelig. Havde hun før søgt hos mig paa hemmelige Steder efter Breve, da blev hun siden af Balberere (dvs. barberer) meget befølt, eftersom hun havde Bylder paa hemmelige Steder. Hun blev skaaren og brændt. Al den Pine udstod hun i Haab at leve, men hverken Bartskærens Vindskibelighed eller Dronningens Besøgelse kunde redde hender fra Døden.” Sådan skrev ?•Leonora Christina i 1685 i en tilføjelse til fortalen i sit Jammersminde om den kvinde, der på den første fængselsdag i Blåtårn kropsvisiterede hende og derved krænkede hende så dybt, at hun 22 år senere gengældte ydmygelsen med sin skarpe pen. AC havde fået den ubehagelige visitationsopgave betroet af dronning ?•Sophie Amalie, i hvis tjeneste hun havde været i sin ungdom, og som hun fortsat havde forbindelse til. Hun var i 1655 blevet gift med Hans Hansen Osten, der var forvalter af det lolland-falsterske krongods og fra 1654 tillige proviantskriver ved Kbh.s Slot. Begge embeder var indbringende, skaffede ham gode forbindelser og var i det hele taget en fortræffelig platform for en driftig mand som ham. Han blev så velstående, at han under Kbh.s belejring kunne forstrække kongen med penge, og han fik til gengæld udlæg i jordegods.

Takket være sin ægtefælles veludviklede forretningssans stod AC i 1672 som enke med en betydelig formue og en del både sjællandsk og nørrejysk jordegods samt med de fynske nabogodser Østergård og Trellerupgård, som han havde investeret i ved successive opkøb af panteobligationer. AC demonstrerede også selv både økonomisk tæft og vovemod, da hun i 1673 købte det nærliggende Ulriksholm, der i adskillige år havde fristet en farefuld skæbne på fallittens rand. I Kbh. ejede hun gård ved Gamle Østervold, nu Holmens Kanal, hvor hun under sin alvorlige sygdom to år senere formentlig har modtaget dronning Sophie Amalies nævnte besøg. Ramt af bylders nød gjorde hun i julen 1675 sit timelige regnebræt op i et omfattende testamente. Heraf fremgik, at hun i Dronningens Tværgade netop havde ladet bygge et grundmuret hus til fribolig for “ret elendige, syge, sengeliggende Folk, som ingen Raad eller Hjælp have”. Til denne stiftelses drift og udvidelse gav hun nu en del af sit nørrejyske gods. Fundatsen udtaler sig ikke om lemmernes køn, men Abel Cathrines Boder, som stiftelsen oprindelig hed, har ikke desto mindre bortset fra de tidligste år udelukkende været beboet af kvinder. I 1886 blev den med sine da 39 beboere flyttet til en nyopført bygning i en gade på Vesterbro, der fik navn efter AC. I 1949 indgik den i stiftelsen Gammel Kloster. I testamentet oprettede hun desuden et hospital i Kølstrup ved Ulriksholm og en række legater. Hun døde nytårsdag 1676, kun fire dage efter at have underskrevet testamentet. Hendes øvrige og meget omfattende jordiske gods tilfaldt for størsteparten hendes slægtning og plejedatter Hedvig Spend, hvis fader var ?Christen Nielsen Spend, sognepræst i Vordingborg. Hedvig Spend giftede sig samme år med holsteneren Nicolaus Brüggemann, der bragte de fynske godser på fode og i 1680 blev optaget i den danske adelstand.

AC blev gravlagt i Holmens Kirke sammen med sin ægtefælle. Første gang hun fremtrådte på historiens scene, var hin augustdag 1663 i Blåtårn, da hun havde nærkontakt med Leonora Christina. Sidste gang var i julen 1675, da hun med sit testamente sikrede sig eftertidens taknemmelige ihukommelse. 200 år senere vaktes interessen for hendes person, da de såkaldte bz-ere i 1987 i protest mod de kbh.ske boligmyndigheder besatte ejendommen i Abel Cathrines Gade.

Mal. formentlig af Abraham Wuchters på epitafium i Holmens Kirke.

Oluf Nielsen: Efterretninger om Abel Katrines Stiftelse, 1875.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon. (Grethe Ilsøe)

Professioner

Legatstiftere · Adelige

Organisationer

Abel Cathrines Boder

Emneord

Stiftelser

Tidsperioder

1600-tallet

Regioner

Slesvig

Laurines farmoder Judithe Rasmusdatter lever "hos pastor Steenstrup" indtil hun dør 11 Jul. 1830 i en alder af 92 år.