Dansk Biografisk Leksikon XVIII Bind Ubbe- Wimpffen Side 248- 49
Wandal, Hans, 1656-1710, Theolog, Søn af foranstaaende
Biskop Hans W. (d. 1675), blev f0dt i Kjøbenhavn 14. Jan. 1656.
Han blev Student 1671, lagde sig efter de østerlandske Sprog,
særlig Arabisk, men forsømte derfor ikke Theologien. Snart efter
at han havde taget Attestats, døde hans Fader 1675. Han rejste
da udenlands, først til England, hvor han gjorde længere Ophold
i Oxford og Cambridge; derefter 1677 til Nederlandene, hvor han
var sammen med det store Følge, som Just Høg havde samlet ved
Kongressen i Nimwegen (VIII, 226); næsten daglig var han
Gesandtens Gjæst. I Sept. s. A. kom han til Tyskland, hvor han
navnlig blev paavirket af Orthodoxiens vældige Forkæmper, Abr. Calov
i Wittenberg; Calov elskede ham som en Søn, siger W. selv. Han
indviedes saaledes i hele den da raadende Stridstheologi og blev
dens lærvillige Discipel. I det han i Dec. 1678 stod i Begreb
med at rejse til Syden, naaede Budskabet orn hans Moders Død
ham, og han ilede hjem. Nogen Tid opholdt han sig nu hos sin
Morfader, Biskop Peder Winstrup i Lund, der var meget affældig.
Medens han efter dennes Død paa ny 1680 i Familieanliggender
opholdt sig i Skaane, fik han Brev om, at han var udnævnt til
Rektor i Sorø. Her var han i 3 Aar, og under denne Embedstid
tog han 1682 Magistergraden. 1683 blev han Professor ved
Universitetet i østerlandske Sprog, men rykkede allerede s. A. ved
Chr. Nolds Død ind i det theologiske Fakultet. I 27 Aar var han
theologisk Professor og i den Tid 3 Gange Universitetets Rektor.
1687 nk han Doktorgraden. Da Biskop Hans Bagger døde 1693,
nærede W. sikkert Haab om at skulle blive hans Efterfølger paa
Sjællands Bispestol; og da Biskop Bornemann i Aalborg blev
foretrukket for ham, følte han dette som en dyb Krænkelse. I
Lærdom stod han ogsaa højt over Bornemann; men hans velkjendte
stive, stridssyge Orthodoxi har muligen skaffet ham Modstandere i
Regeringen og hindret hans Valg. Mellem den hidsige Biskop
Bornemann og W. udbrød nu en heftig Krig, som først Døden
standsede. Striden gjorde ikke nogen af Parterne Ære (jvfr. II,
534). Da Masius var indviklet i Strid med Kalvinisterne (XI, 180),
kom W., hvis Fader ogsaa havde løftet en advarende Røst mod
Genf, sin Kollega til Undsætning med et dansk Skrift «Sandfærdig
og kort Underretning om den kalvinske Lærdoms Urigtighed»
(1690, ny Udgave 1695), som er en dygtigt og ganske mærkeligt
Arbejde (oversat paa Tysk 1697). Som Lærebog for de studerende
udgav han 1700 et Grundrids («Hypotyposis») af Theologien, som
i ny Udgave ogsaa behandlede kasuistiske Spørgsmaal. Bogen
blev flittig benyttet ved Universiteterne baade hjemme og ude og
tryktes i Leipzig 1727 i 6. Udg. Hans Forelæsninger over
Romerbrevet (paa Latin) bleve udgivne af hans Søn 1739. Desforuden
har man fra hans Haand en betydelig Række akademiske
Afhandlinger over theologiske Æmner. Han døde 10. Marts 1710, og
Professor S. Lintrup skrev Sørgeprogram over ham. – 1684 havde
han ægtet Anna Marie Poggenberg (d. 1700), Datter af Frederik P.,
Tolder i Kjøbenhavn.
Kirkeh. Saml. 2. R. VI, 1 ff. 4. R. II, 548 ff.
Worm, Lex. over lærde Mænd.
A. Jantzen.