http://www.klarskov.org/humble/hans-chr-humble.htm
Hans Christensen blev født "... en Løfverdag der Klocken var ved 4 slet om Morgenen..." den 7. febr. 1601 og døde den 20.1.1645 kl. 17.
Det er sjældent at finde ret mange detaljerede oplysninger om personer i 1600-tallet. Men takket være en ligprædiken i 1645 om Hans Christensen Humble, kan man se mange detaljer om hans liv og levned. Se HCHs ligprædiken 1645 på www.fynhistorie.dk/node/12143 .
Barndom og uddannelse
Undervist af privatlærer ("skolemester") i Humble præstegård indtil hans 16. år. Så blev han sat i "den trivial skole Othensøe" hvor han var et 1 års tid. "Men efftersom hand haffde icke lenger Lyst til Latine Skole..." bad han derefter sine forældre om at slutte latinskolen. Man fornemmer en spændt konfliktsituation her, som er blevet løst til alles tilfredshed, skildret på den diplomatiske måde, der kunne tåle bl.a. bog-censurens falkeblik.
Lidt til hånden - lidt til ånden
Alle sønnerne fik en højere uddannelse, og det skulle Hans åbenbart også have, også selv om det ikke blev latinen som udgangspunkt. Det blev i en helt anden retning, og det kunne ligne et kompromis mellem Hans og forældrene i det, der blev næste skridt i hans liv.
Hans Christensen kom "... effter hans egen Sønlig begiering til Tydsk Regne-Skole i Lybeck, hvor hand var paa 2. Aars Tiid oc meget ynskelige oc vel forfremmedis i skriffven oc regnen sampt ocsaa konstig ritzen oc dreyen, hvilket ocsaa iblant andet var Aarsag nest den Høyestis Hielp til hans Forfremmelse til Hoffve paa adskillige Tider oc Steder...".
En regneskole, praktisk øvelse i tysk sprog, en tegne- og dreje-skole, var en usædvanlig kombination, også på den tid, eller måske især på den tid? Man aner her sønnens ønske om at lære håndværk og forældrenes ønske om mulighed for en administrations-karriere inden for adel eller stat, som tankerne bag denne lidt overraskende erhvervs-kombination.
Men det var nok ikke uden betydning for hans senere virksomhed som selvstændig og købmand i Køge, at han havde fået sin uddannelse i den vigtige handelsby Lybæk, der var dansk område indtil 1815, hvor det blev medlem af Det tyske Forbund og 1871 af det Tyske Kejserige.
Skriver på Kronborg, godser, købmand, rådmand, borgmester
Karrieren blev på den måde meget anderledes end de andre søskende, der alle blev enten præster eller gift med en.
Embeder
Jens Juel, Lensmand på Tranekær anbefalede ham til Jens Bielke, Norges riges kansler, Kogens befalingsmand i Stavanger. 3 års tjeneste.
Rejste til Danmark efter faderens død i 1624. I tjeneste hos Niels Trolle til Trolholm, Kgl. Befalingsmand til Roskilde Bispegård. 1 år.
Siden i tjeneste som håndskriver hos Ellen Marsvin. 1½ år.
I tjeneste hos Jørgen Urne, befalingsmand over Kronborgs og Frederiksborgs slotte og var underskriver på Kronborg.
I tjeneste hos Ellen Marsvin igen, som ridefoged på Ellensborg på Fyn. 2 år.
Ridefoged på Vallø.
Ønskede at være selvstændig i Køge som købmand. I "nogle år".
Ved branden i Køge mistede hus og gård og det meste af hans formue. Hjælp fra Gud og hans 6 brødre. Ejer af Brogade 1, 3 og 16.
Købmand, Rådmand og Borgmester. (fra 1632-1645)
(Kilde: HCHs ligprædiken 1645 på www.fynhistorie.dk/node/12143 )
Gift i Køge
Hans Christensen Humble flyttede som 30-årig til Køge. Han kom fra en stilling som ridefoged i Vallø. Han blev borger den 19. December 1631 ifølge Køge bys rådstue-protokol.
Gift med enken Karen Hansdatter fra Lech, Nordfriesland, 30 km. vest for Flensborg. De var gift i 12 år i 1645, dvs. gift i begyndelsen af 1633 eller slutningen af 1632. Karen Hansdatter blev begravet 29.11.1653 i Køges St. Nikolaj kirke. Ifølge Børge Green blev ”28.11. Sal. Karen Hansdatters lig nedsat. Brændt kirkens lys for 2 dl. 3 mk. 4 sk. Kilde var Køge kirkeregnskaber. Ingen Efterslægt.
Se HCH ligprædiken 1645 og hans levnedsforløb på www.fynhistorie.dk/node/12143
Gaven til Skt. Nicolaj kirke
Trods bybranden 2 år før skænkede han i 1635 sammen med sin hustru Karen Hansdatter et dåbsfad af sølv på 273 lod til Køge kirke. Dåbsfadet bruges stadig.
Efter hans død giftede enken sig igen. Hun døde i 1652.
Rådmand og borgmester
I oktober 1636 blev han rådmand og 4 år senere valgt til ”borgemester” fra Fastelavn 1640 til Fastelavn 1642, en tillidspost, der fortrinsvis blev købmænd og betydende borgere til del. HCH var rådmand ved sin død i slutningen af januar 1645.
Ejendomme i Køge
Han var som købmand og fik sit eget i byens bedste strøg ved Torvet, nemlig på hjørnet af Brogade/Torvet.
Billede: Dobbeltgården Brogade 16 (LKJ foto)
Med sit giftermål med Karen Hansdatter fik han ejendommen Brogade 1 og er også registreret som ejer af naboejendommen Brogade 3. I 1633/34 kom dobbelt-ejendommen Brogade 16 til. Læs om ejendommene.
Branden i Køge 1633
Ligprædiken fortæller, at Hans Humble kom ud for en stor skade ved branden i Køge i 1633, hvor næsten hele Borgergade brændte ned til grunden, da “ilden tog hans hus og gård”. Det meste af hans formue blev brændt op “og taget bort”. Det fortælles så, at de 6 brødre derefter havde hjulpet ham “på benene” igen.
HCH og KHD: Hans Christensen Humbles og Karen Hans Datters initialer. (LKJ foto)
Og Christian IV gav de skadelidte 3 års skattefrihed.
Gården Brogade 16 blev genopbygget og solgt flere år efter, hvor den havde stået tom. Den eksisterer endnu. Læs om branden.
Købmandslivet
Rådstueprotokollen har et notat fra den 18.4.1643 om de varer, Hans Christensen Humble (HCH) købte og solgte. HCH handlede med stangjern, tjære, torsk, sej, gullands træ, som han bl.a. købte hos sin nabo Gregers Hansen, Brogade 3a. Til gengæld købte Gregers Hansen forskellige varer hos HCH som f.eks. “1 læst god sild à 9 Sletdaler tønden“, dvs. 108 Daler eller 12 tønder. Gregers Hansen købte også 1 læst malt til 8 ½ Mark, 1 læst sild, 1 tønde malt og 1 skippund jern.
Mads Ravns mord på sin datter
Branden var ikke den eneste alvorlige oplevelse i Køge by, som Hans Christensen Humble ikke alene var tilskuer til i 1633, men blev direkte involveret i. Det var et morderisk affære, der rystede byen.
Sagen var den, at Hans Christensen Humble var nabo til rådmand Mads Ravn, der blev sin egen datters morder. Da Hans selv var rådmand i byen blev han og de andre rådmænd indkaldt i sagen til at give vidne om Mads Ravn.
Kildematerialet fortæller en barsk historie om en fader, der myrdede sin datter for pengenes skyld. Lokalhistorikeren Børge Green har studeret det oprindelige kildemateriale. Læs mere om Mads Ravn.
Hans Christensen Humbles død 1645 "ved 5 slet imod aften
6 uger før han døde, blev han syg, blev lammet og kunne ikke tale, men fik talens brug igen, kunne bruge hånden igen, før han døde. En lægelig vurdering af symptomerne peger hen imod et slagtilfælde, dvs. en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning, sandsynligvis en blodprop i hjernen. Blodproppen må have flyttet sig - derfor kunne hånden bevæges igen.
Blev 44 år på nær 13 dage
Hans Christensen Humble døde mandag den 20.1.1645 kl. 17 iflg. ligprædiken over ham i 1645. Døde kun 44 år gammel mandag den 20. januar 1645 "ved 5 slet imod Aften". Begravet [søndag] 26. januar 1645 af Christian Madssøn Tausan i Køge Skt. Nicolaj kirke på Nørregade.
Tragisk efterspil i familien
Begravelsen fik et tragisk efterspil for søsteren Birgitte Christensdatter. Tilstede i kirken var det meste af hans nære familie til stede – også hans søster Birgitte Humble, der var kommet fra Falkerslev i Falster Sønder Herred, Maribo Amt sammen med sin mand, præsten Jørgen Madsen Damsberg. Birgitte Christensdatter døde 7 dage efter sin bror Hans' begravelse i Køge. Hans Sadolins Dagbog beretter:
”1645, 1. februar [lørdag]. Paa Birgitte Dag døde Birgitte Humble, Hr. Jørgen [Damsbergs] Hustru i Falkerslev, i Barselseng med Tvillinger. Hun var et Mønster paa alle kvindelige Dyder.” (Kilde: Hans Sadolins Dagbog, H. Rørdam ”Historiske Samlinger og Studier”, side 524).
Birgitte Humble efterlod sig børn.
Ligprædiken - et stort kildemateriale
Rigsarkivet opbevarer sognepræstens ligprædiken over Hans Christensen Humble. Den var skrevet og udgivet af Christian Madsen Tausen, sognepræst i Køge, og var selvfølgelig et bestillingsarbejde fra familien, da det var en bekostelig affære at få trykt en ligprædiken.
Sognepræsten i Køge, Christian Madssøn Tausan, udgav prædiken den d. 13. febr. 1645, printet i København af Melchior Marzan. Sognepræsten blev biskop i Stavanger Domkirke efter afdøde Hans Christensen Humbles bror Marcus, der døde i 1661. Tausan har ligesom Marcus Humble sit epitafie i domkirken.