Erik Ludvigsen Pontoppidan^{[1, 2, 3]}

1698 - 1764  (66 år)

• Navn	Erik Ludvigsen Pontoppidan
  Fødsel	24 aug. 1698	Aarhus Købstad
  Køn	Mand
  Død	20 dec. 1764	København (Copenhagen)
  Person-ID	I1352	vinther
  Sidst ændret	17 nov. 2019

  
  

  Far	9 Ludvig Henriksen Pontoppidan [ Præst i Århus dk][21-10],   f. 7 maj 1648, Vejle Købstad d. 27 sep. 1706, Aarhus Købstad (Alder 58 år)
  Mor	Else Sophie Christensdatter [ Spend ],   f. 1673   d. 14 apr. 1707 (Alder 34 år)
  Ægteskab	1691
  Familie-ID	F541	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

  Familie 1	Francisca Toxværd,   f. eft. 1689   d. 30 dec. 1730 (Alder < 39 år)
  Ægteskab	26 okt. 1723
  Familie-ID	F564	Gruppeskema  |  Familietavle
  Sidst ændret	17 nov. 2019

  
  

  Familie 2	Helene Danielsen   d. 1 feb. 1744
  Ægteskab	1731
  Børn	1. Francisca Louise Pontoppidan,   f. 14 mar. 1735   d. 30 maj 1773 (Alder 38 år)
  Familie-ID	F565	Gruppeskema  |  Familietavle
  Sidst ændret	17 nov. 2019

  
  

  Familie 3	Johanne Marie de Hofman,   f. 1722, Skerrildgaard, Nebsager (Bjerre H., Vejle) d. 3 maj 1809, København (Copenhagen) (Alder 87 år)
  Ægteskab	16 feb. 1745
  Børn	1. Erica Pontoppidan,   f. 1 aug. 1750   d. 6 jun. 1778, Vejle Købstad (Alder 27 år)
  Familie-ID	F548	Gruppeskema  |  Familietavle
  Sidst ændret	17 nov. 2019

  
  

• Notater

  Professor og fra 1747-54 biskop i Bergen Erik Pontoppidan den Yngre (1698-1764), nevø af den Ældre. Erik Pontoppidan udgav i 1742-43 en roman i tre dele, Menoza, med undertitlen "En asiatisk Prinds, som drog Verden omkring, og søgte Christne (…) men fandt lidet af det han søgte". Romanen giver "i Form af en Rejsebeskrivelse (…) Tidens religiøse Karakteristik saa vel i Udlandet som i Danmark – en Form, der giver Anledning til frimodige Udtalelser om mange Forhold, som ellers ikke let kunde fremsættes i hine Tider", skriver S.M. Gjellerup i førsteudgaven af Dansk Biografisk Leksikon (bd. XIII, 1899, s. 214) hvis senere udgaver ikke finder romanen omtale værd, endskønt den blev oversat til både hollandsk, fransk og tysk og herhjemme i 100 år var "en højtskattet Folke-Læsning", som dens sidste udgiver, Vilhelm Birkedal, udtrykker det i 1860. Om derfor Henrik Pontoppidan nogensinde har læst den, véd vi (endnu?) ikke. Men Vilh. Andersen fandt det naturligvis spøjs og mente at Henriks forfatterskab meget godt beskrives med Menozas undertitel. Men langt bedre huskes og omtales Erik Pontoppidan for Den danske Atlas, I-II (1763-64), en slags forgænger for Traps Danmark, og hans lovbefalede (pietistiske) katekismusforklaring, Sandhed til Gudsfrygtighed (1737), der i Norge overlevede (i udtog) til ind i det 20. årh., mens den i Danmark blev afløst af Balles Lærebog. Hvad der nok også ville have interesseret Henrik Pontoppidan, om han har kendt den, men det véd vi ikke, er Erik Pontoppidans lille afhandling fra 1745 om Det Danske Sprogs Skiæbne og Forrige saavelsom næværende Tilstand udi Sønder=Jylland eller Førstendømmet Slesvigb. --- Pontoppidan, Erik (Ludvigsen), 1698—1764, Biskop og Prokansler, teologisk, historisk og sproglig Forfatter. F. 24. Aug. 1698 i Aarhus, d. 20. Dec. 1764 i Kbh. (Petri), begr. sst. (Petri). Forældre: Stiftsprovst Ludvig Henriksen P. (1648—1706, gift i° 1677 med Barbara Hansdatter Backer, 1646—89, gift i° med Sognepræst i Herlufmagle Jens Nielsen Spend, 1632—76) og Else Sophie Spend (1673—1707). Gift 1° 26. Okt. 1723 med Francisca Toxverd, d. 30. Dec. 1730 i Hagenbjerg, D. af Sognepræst i Lundum Peder Frandsen T. (d. 1735). 2° 4. Sept. 1731 i Sønderborg med Lina (Eliina) Danielsen, døbt 6. Dec. 1712 i Sønderborg, d. 1. Febr. 1744 i Kbh. (Helligg.), D. af Husfoged paa Sønderborg Slot Peter D. (1680—1735) og Ingeborg Thomsen (f. 1690). 30 Pontoppidan, Erik. 459 16. Febr. 1745 med Johanne Marie de Hofman, f. 1. Febr. 1722 paa Skerrildgaard, d. 3. Maj 1809 i Kbh. (Petri), D. af Justitsraad Søren de H. til Skerrildgaard (1688—1771) og Karen Elisabeth Dreyer (1689—1727). Tidligt forældreløs blev P. sat i Huset hos en fjern Slægtning, Justitsraad D. C. Braes til Kokkedal i Torslev Sogn. Da han her blev mishandlet af Huslæreren, kom han 1709 ved Familiens Indgriben først en kort Tid til Aarhus Latinskole og 171 o til Fredericia, hvor han boede hos sin Halvbroder, Sognepræst Henrik P. Skolens pædagogiske Tilstand var yderst ringe, og da Drengen følte Skoletugten ulidelig, tog Halvbroderen ham 1713 ud af Skolen og satte ham i Huset hos Sognepræst Ove Guldberg i Barrit. Her tilbragte han to Aar, til han 1715 igen kom i Fredericia Skole. 1716 blev han Student, studerede Teologi og tog Attestats 1718. Han var ikke religiøst grebet, men nok religiøst følsom. Da han i Kbh. hørte sin Nabo holde Andagt med Bøn, Skriftlæsning og Salmesang, skammede han sig over, at han som Teolog gik saa let hen over den Gudsfrygt, der burde være hans Hovedsag. En videre Uddybelse af det religiøse Liv oplevede han under et Ophold hos sin Morbroder, Kaptajn Spend paa Godset Hoiersbiittel i Stormarn. Navnlig fik fransk-reformerte Opbyggelsesbøger her Betydning ved at vække ham til Selvprøvelse. 1719—20 var han Huslærer i Kristiania og rejste derefter som Hovmester for Ivar Huitfeldts Søn Claus med denne til Holland og England (1720—21). Under Opholdet i Utrecht kom han i personlig Forbindelse med den i Datiden indflydelsesrigeste reformerte Teolog F. A. Lampe. Det Kendskab, han i det hele fik til denne Del af den reformerte Vækkelse og den dermed forbundne teologiske Tænkning, satte kendelige Spor i hans Udvikling. Efter sin Hjemkomst blev han Huslærer for Hertug Frederik Carl af Pløn (s. d.), og ved hans Hof blev han 1723 Prædikant og samtidig Diakon i Nordborg By, 1726 forfremmet til Hertugens Patronatskald, Sognepræsteembedet i Hagenbjerg. Uden at han havde oplevet et »Naadens Gennembrud« efter den hallensiske Pietismes Omvendelsesskema, havde Berøringen med den reformerte Pietisme og dens strenge Moral kaldt en dyb personlig Alvor frem hos ham, saaledes at han ved Indgangen til Præstegerningen ikke tvivlede om sit »indre Kald«, men endog kunde føle sig som Aandsfælle af Pietismen og vide sig enig med den i dens Idealbillede af den hellige Menighed. Hans Forkyndelse sigtede mod personlig Omvendelse, »den døde Ortodoksi« var utilstrækkelig til Frelse, selv om Læren var nok saa luthersk; Kirketugten skulde sætte Skel mellem troende og ugudelige, og 46o Pontoppidan, Erik. P. tog fat med Bibellæsninger og Husbesøg og stiftede et Præstekonvent, hvis Medlemmer skulde samles om pastorale Emner til Dygtiggørelse i deres Gerning netop som Sjælesørgere. Baade ved sin vækkende Forkyndelse og ved de teologiske Anskuelser, han fremsatte, blev han stemplet som Pietist og fik adskillige Fjender, blandt dem Sognepræsten i Nordborg, senere Provst H. C. Brandt, der paaførte P. en besk Strid, som nødte ham til at indhente Erklæringer om sin lutherske Rettroenhed. 1727 udsendte han »Heller Glaubens-Spiegel, in welchem die Kennzeichen der Kinder Gottes vorgestellet werden«, en Andagtsbog, der har øst af mange Kilder (Grossgebauers »Vægterstemme«, Pietismens forgrenede Inderlighedslitteratur, reformerte Opbyggelsesbøger — særlig gør Discipelforholdet til Lampe sig gældende — og engelske Dissentersskrifter) og omtrent samtidig det lille Skrift: »Dialogus oder Unterredung Severi, eines pseudorthodoxen Predigers, Sinceri, eines Stadts-Secretairen und Simplicii, eines einfaltigen Burgers, betreffend die Religion und Reinheit der Lehre«. I Samtalens Form vilde P. klare Begreberne om den rette, oprigtige og personlige Tros Karakter. Men under de smaa Landsbyforhold var de teologiske Forskelle blevet personliggjort, og ingen kunde være i Tvivl om, at P.s Skildring af Severus sigtede paa Brandt. Den i Forvejen ubehagelige Strid om P.s Rettroenhed blev yderligere tilspidset ved Dialogens personlige Brod. Den første Del af Konflikten jævnedes paa den Maade, at P. 1728 lod sig bevæge til at underskrive samtlige symbolske Bøger (altsaa ogsaa den ortodokse Konkordieformel) som Læreforpligtelse, for saa vidt disse ikke stred mod den hellige Skrift. Dette var et betinget Kompromis, som ikke kunde skade P., men heller ikke gavne Brandt. Denne blev da ogsaa først tilfredsstillet, da P., tvunget af Forholdene, gav ham en Undskyldning for Dialogens Offentliggørelse. Med uhyre Flid havde P. i disse Aar tillige kastet sig over Læsning af topografiske og historiske Skrifter; gennem Kaldsfæller søgte han at samle alle Slags historiske Oplysninger, og paa Grundlag af sine Husbesøg gjorde han Optegnelser om Almuens Overtro, Skikke og Talemaader. Som Frugter af disse Iagttagelser i Marken udkom senere »Everriculum fermenti veteris« (1736, oversat af J. Olrik 1923) og »Onde Ordsprog, som fordærver gode Sæder« (1739). De to Skrifter har bevaret et for Folkemindeforskningen vigtigt Stof, men Forfatterens direkte Hensigt med Udgivelsen var at bekæmpe Overtro og Vantro. 1729 udgav han en lille topografisk Beskrivelse af Kbh., »Memoria Hafniæ«, for at bevare Minderne fra den gamle By, af hvilken en stor Del Aaret forud var Pontoppidan, Erik. 461 lagt i Aske. 1730 fulgte en udførligere Gennemgang af Kongeriget og Slesvig, »Theatrum Daniæ veteris et modernæ«, og 1734 »Kurtz gefaste Reformations-Historie der Dånischen Kirche«, den første Mundsmag paa den store Fremstilling af den danske Kirkes Historie, med hvis Forarbejder han syslede. Han affattede disse Skrifter paa Tysk i den Hensigt at oplyse og retlede de fremmede Læsere om danske Forhold. Efter Christian VI.s Tronbestigelse blev den dansk-norske Kirkepolitik ledet i hallensisk-pietistisk Retning (»Statspietismen«). Det gjaldt nu for Kirkestyrelsen at faa de betydeligste Embeder besat med vækkende Præster. P.s nidkære Præstegerning var blevet kendt; efter en Prøveprædiken kaldte Kongen ham til Slotspræst og Sognepræst i Hillerød 1734, og allerede n. A. blev han Hofpræst i Kbh. og Meddirektør ved de fattiges Væsen, 1738 ekstraordinær Professor i Teologi, 1739 Medlem af Kommissionen til en revideret Bibeloversættelse, s. A. Medlem af Mønt- og Medaillekommissionen, 1740 Medlem af Missionskollegiet og Meddirektør af Vaisenhuset og 1742 Medlem af det nystiftede Videnskabernes Selskab, i hvis Skrifter han offentliggjorde en Række Afhandlinger; den vigtigste var »Det danske Sprogs Skiæbne udi Sønder-Jylland« (1745) med en sønderjysk Ordsamling og en Redegørelse for det tyske Kirkesprogs Udbredelse efter Reformationen i den dansktalende, sydslesvigske Befolkning. Kongen satte stor Pris paa P., og i Grev J. L. Holstein havde han gennem Aarene en trofast Støtte. Det var ham saaledes en stor Ære, at han 1736, da Konfirmationen blev paabudt som en offentlig Kirkehandling ved Tohundredaarsmindet for Reformationens Gennemførelse, fik overdraget at udarbejde en Katekismusforklaring og en Salmebog. Forklaringen er udarbejdet med Speners »Einfåltige Erklårung« (oversat 1728) som Forbillede og udkom allerede 1737 under Titlen: »Sandhed til Gudfrygtighed«. Efter kgl. Befaling af 22. Aug. 1738 skulde den indføres overalt i Danmark-Norge. Den var affattet i 759 Spørgsmaal og Svar og krævede faktisk flere Forudsætninger for Tilegnelse, end det daværende Almueskolevæsen formaaede at yde sine Elever; 1771 blev en af P. Saxtorph foretaget Forkortelse autoriseret til Brug. Læresystemet var uforandret, men Kravene til Udenadslæren færre. P.s Forklaring fik langt større og varigere Indflydelse i Norge end i Danmark, hvor den flere Steder mødte heftig Modstand fra ortodokse Præster, der angreb den for vrang Lære. Kun det kongelige Magtbud om dens almindelige Brug tvang den igennem, indtil den i Aarhundredets Slutning afløstes af Balles Lærebog; dog vedblev »de stærke Jyder« helt op til vor Tid at holde 462 Pontoppidan, Erik. fast ved »Pontoppidan«. »Den nye Psalme-Bog« (1740) med Salmer af Kingo, Brorson og tyske Oversættelser (i alt 552 Salmer) blev ikke paabudt og fandt i Kongeriget kun Indgang i Hofmenighederne (deraf Navnet »Slotssalmebogen«), medens den holdt sig længe i Nordslesvig som Kirkens og Husandagtens Salmebog. — P.s Interesse for Personalhistorie lagde sig for Dagen i de to Bind »Marmora Danica« (1739—41), som gengav Indskrifter, navnlig fra Ligsten og andre kirkelige Monumenter. Om end Afskrifterne langt fra altid er nøj'agtige, er der dog her bevaret adskilligt, som ellers var gaaet tabt. P.s »Gesta et vestigia Danorum extra Daniam« (I—III, 1740—41) vidner om hans store Belæsthed og Samarbej'de med Wadskiær, men i historisk Henseende om svigtende kritisk Metode. Værkets Stemning er baaret af romantisk Stolthed over de danskes Tapperhed. Langt større Værdi har hans omfangsrige Kirkehistorie, »Annales ecclesiæ Danicæ diplomatici« ( I - I V , 1, 1741 —52), i første Række en annalistisk Materialesamling, der svulmede op, j'o nærmere han kom sin egen Tid, svagest i den kildekritiske Vurdering af ældre Beretninger, men til Gengæld værdifuld, hvor han for senere Tiders Vedkommende bygger Fremstillingen paa Synodalakter, Visitatsbøger, Registranter og Breve. Men det store Materiale har overvældet ham, og man kan med god Grund klage over Mangel paa Overskuelighed. At et Arbej'de som dette stod i det personlige Livssyns Tjeneste, er meget forklarligt ud fra P.s pietistisk-nationale Grebethed. Han er stærkt paavirket af Kirkehistorikeren Gottfried Arnolds Bedømmelse af Menighedens Udvikling. Martyrtiden er Kirkens glansfulde og stærke Tid, de betryggede Kaar dens farligste. Et Sammenstød med Jakob Langebek viste P.s Mangel baade paa historisk-kritisk og selvkritisk Bedømmelse. I den som Roman formede Rejsebeskrivelse i Breve, »Menoza, en Asiatisk Printz, som drog Verden omkring og søgte Kristne« (I—II, 1742; I I I , 1743), fik han Lejlighed til at beklage, hvor lidt sand Kristendom der fandtes. Hans frimodige Udtalelser om mangfoldige Forhold var dækket af den litterære Konstruktionsform. Da Christian VI. døde 1746, vidste alle, at der maatte ske en Ændring i de kirkepolitiske Forhold. P. var træt af den krævende Hoftjeneste, Sammenstødet med Langebek havde just ikke været dekorativt for P., og da Bergens Bispestol 1747 blev tilbudt ham, vovede han ikke at afslaa Henvendelsen. Maj 1748 kom han til Bergen og tog straks fat for at bringe ordnede Forhold til Veje i Administrationen af Stiftet. Han mødte ikke ringe Modstand, men med fast Haand fik han Skolefundatserne bragt i Orden og skaffede Pontoppidan, Erik. 463 Udvej for at forsyne Skolerne med de nødvendige Lærere. Han oprettede et kateketisk Seminarium for lærelystne Bondedrenge, der skulde forberedes til at kunne undervise Børnene hjemme i deres Sogne; dette Seminarium kunde nedlægges 1751, da Stiftet paa den Maade nu var blevet forsynet med Lærere. Med fast Greb om Latinskolens Slendrian fik han dennes Undervisning og Ry hævet, og yderligere stiftede han Seminarium Fridericianum (indviet 1752), en Undervisningsanstalt, der var anlagt som en højere Realskole. Men dette Seminarium fik ikke den blomstrende Fremtid, han havde haabet, da han havde anlagt dets Undervisning i for nær Tilknytning til Latinskolen. Alligevel maa man beundre P.s Initiativ og Evner baade til at administrere og skaffe Udvej for Penge ved dette Seminariums Grundlæggelse. Med flere af Byens Præster havde han Vanskeligheder, og Visitatsrejserne i det store Stift stillede ham mange Opgaver. Gennem Spørgeskemaer forberedte han sine Visitatser, som han gennemførte saa flittigt, at han 1751 havde gæstet alle Stiftets Sogne med Undtagelse af de to fjernestliggende. Han tilskyndede sine Præster til at holde Katekisationer, bryde Almuens Overtro og gaa i Spidsen for et oplyst Skolevæsen. Gennem aarlige »Opvækkelige Hyrde-Breve« vejledede og tilskyndede han Præsterne til med Alvor at forkynde Omvendelse og Syndernes Forladelse; han lagde dem paa Sinde at vise Flid i al deres Gerning og med vaagen Ansvarsfølelse foregaa deres Menigheder med et udadleligt Eksempel. Paa Visitatsrejserne fik han Lejlighed til at iagttage Almuens Liv, Skikke, Ordbrug og Tænkemaade, og han havde let ved at faa den jævne Mand i Tale. 1749 udgav han »Glossarium Norvagicum«, en Samling sjældne norske Ord, »som gemenlig ikke forstaaes af danske Folk«. Det er ikke et filologisk Arbejde, men nærmest at opfatte som en Parleur. Desuden samlede han paa Oplysninger om Flora og Fauna og udsendte disse Samlinger under Titlen: »Det første Forsøg paa Norges naturlige Historie« (I—II, 1752—53). Om end Arbejdet er umetodisk og i mange Henseender ogsaa ukritisk, betyder det dog et Fremskridt i Forskningen, fordi P. gik ud fra, at mærkelige Begivenheder havde deres naturlige Aarsager. Han priste den norske Natur og roste den norske Bonde for Nøjsomhed, Flid og godt Humør. Adskilligt af det, P. genfortæller, har Værdi for Folkemindeforskningen, og Bogen blev ogsaa anerkendt i Udlandet. Under sit Ophold i Bergen var han 1749 blevet Dr. theol. 1754 søgte P. Rejsetilladelse til Kbh. Aarsagen var den ubehagelige, at Viceborgmesteren i Bergen, P. S. Garboe, havde besvangret Borgmester Henrik Matthiesens Datter og under et Forhør i en 4 6 4 Pontoppidan, Erik. nedsat Provsteret havde nævnt P.s Navn i en Sammenhæng, som ikke kunde udlægges paa anden Maade, end at Biskoppen ogsaa sigtedes for at kunne være Barnefader. Ved kgl. Resolution blev det famøse Sted vedrørende P. udslettet i Provsterettens Protokollat. P. havde ganske vist faaet den Æresoprejsning, han havde begæret og fortjent, men var ilde berørt af hele Skandaleaffæren og havde intet Ønske om at vende tilbage til Bergen. Da J. L. Holstein som Universitetets Patron behøvede en praktisk, videnskabelig belæst og from Mand til at bringe Forholdene paa Fode, og da han vidste, P. besad disse Egenskaber, blev han 1755 udnævnt til Universitetets Prokansler. Han skulde have Indseende med, at Professorerne holdt deres Forelæsninger og Disputatser, han skulde varetage Stipendiernes Fordeling og Universitetets Økonomi foruden adskillige andre Hverv. Men unægtelig var hans Opgaver saa mange og den Modstand, hvormed hans Initiativ og Trusler om Mulkter blev mødt, saa sammenbidt, at han faktisk ikke formaaede at sætte nogen af sine Planer igennem. »Han fik her med haardere Halse at skaffe end Bergens Præster« (G. L. Baden). Paa et enkelt, men vigtigt Omraade maa en senere Tid dog erindre Professorernes Modstand med Taknemlighed, nemlig da P. vilde sætte igennem, at Universitetet skulde afhænde sit Jordegods, fordi Administrationen af dette beslaglagde adskillige Professorers Tid og fremførtes som Undskyldning for deres svigtende videnskabelige Produktivitet. For at animere Studenterne til Flid foreslog han at dele Præsteembederne i Klasser, der svarede til de Karakterer, som Kandidaterne havde opnaaet til Attestats, og for de teologiske Studenter holdt han pastoralteologiske Forelæsninger, som i samlet Form udkom i »Collegium pastorale practicum« (1757), et saa fortrinligt Værk, at det maa kaldes den humanistiske Pietismes betydeligste Pastoralteologi. Sine topografiske Arbejder fortsatte han med »Origines Hafnienses Eller Den Kongelige Residentz-Stad Kbh., Forestillet i sin Oprindelige Tilstand« (1760) og det store Arbejde, der skulde omfatte en Beskrivelse af hele Landet, »Den Danske Atlas« (I—II, 1763—64), fortsat paa Grundlag af hans Forarbejder af Svogeren Hans de Hofman, Langebek og B. C. Sandvig — for sin Tid et Standardværk, svarende til vor Tids »Trap«, og for Eftertiden en rig Kilde at øse af. Nye Opgaver trængte sig frem. I Teologien kom den Wolffiske Filosofi op og gav Fornuften al den Ret, som den gamle Pietisme havde nægtet den i religiøse Anliggender. Som den Humanist, P. var, voldte denne Kursændring ham nok Uro, men ikke personlige Vanskeligheder; blot maatte det apologetiske Arbejde indrettes Pontoppidan, Erik. 465 derefter, thi baade Troens Forsvarere og Angribere kunde hvæsse deres Vaaben paa Wolffs System (jfr. P.s apologetiske Skrifter: »Ældgamle og Eenfoldige Christendom eller det Væsentlige i de Christnes Troe og Pligt«, 1755, »Afhandling om Verdens Nyehed«, 1757 og »Sandheds Kraft til at overvinde den Atheistiske og Naturalistiske Vantroe«, 1758). Endvidere rykkede de økonomiske Spørgsmaal frem paa en ny Maade, fordi Almenheden opdagede, at Overvejelserne om Beskyttelseslovgivning, Told og Selvforsyning angik hver Husstands materielle Velfærd. P. tog med optimistisk Glæde fat paa den Opgave at aabne sine Landsmænds Øjne for Landets Hjælpekilder og for at fremme dansk Arbejde (Eutropii Philadelphi Oeconomiske Balance, 1759). I Samarbejde med Grev A. G. Moltke indbød han Offentligheden til at indsende Afhandlinger om økonomiske og fysiske Emner, hvis Indhold kunde komme alle til Nytte. Et Udvalg af disse Afhandlinger, hvoraf mange er skrevet af Præster, udgav han i »Danmarks og Norges oeconomiske Magazin « (I—-VIII, 1757—64). Der findes her et overordentlig stort og patriotisk præget Materiale, der indeholder Kernen i de fleste senere Landbrugsreformer. Sammen med de to Brødre, Præsterne F. C. og O. D. Liitken lagde P. Grunden til et sagligt Studium af Økonomi som Videnskab. P. var mere Samler end Forsker, hans Styrke var Reproduktionen, men ikke den metodiske Kritik af det indsamlede Stof. Hans Evner laa i høj Grad paa det praktiske Livs Omraade. Hans Flid var uhyre, og gennem sine Samlinger har han reddet adskilligt fra Udslettelse og bevaret værdifuldt Materiale til Sigtning af en senere Tids uddannede kritiske Forskning. Paa enkelte Omraader brød han Bane for nye Synspunkter, men som Helhed gælder det, at han byggede paa forudgaaende Forskeres topografiske og historiske Samlinger, som han derved forøgede. Som Teolog var han i de yngre Aar afgjort præget af den reformerte Vækkelse og stod som Ortopraksiens Mand, det vil sige, at han stred for, at ret Tro og ret Liv maatte følges ad. Heri kunde han finde Fællesskabet med den hallensiske Pietisme, og han formaaede at bevare det værdifulde i Pietismen uden derfor at lukke sig af for de Værdier, som han erkendte som berettigede i den frembrydende Oplysningstid. I det 18. Aarhundrede staar han som en udpræget national Statskirkemand, og med Rette er hans Navn blevet sat paa den 1866 genrejste Skamlingsstøtte. Rang med Etatsraader 1755. — Maleri paa Fr.borg og af A. Brunniche 1749, stukket af O. H. de Lode. Efter Stikket malede Hans Hansen 1823 et Maleri til Fr.borg, nu forsvundet. Por- Dansk biografisk Leksikon. XVIII. April 1940. 3° 466 Pontoppidan, Erik. trætmedaillon af Johs. Wiedewelt 1765 i St. Petri Urtegaard. — Mindesten af samme 1782 ved Jægerspris, stukket af J. F. Clemens ca. 1782 (Kgl. Bibliotek). Michael Neiiendam: Erik Pontoppidan, I—II, 1930—33, med Litteraturhenvisninger. Endvidere: Kirkehist. Saml., 6. Rk., I, 1933—35, S. 34—52; III, 1, 1939, S. 29—37. L. J. Koch: Salmedigteren Brorson, 1931, S. 106 —19. H. Blom Svendsen: Norsk Salmesang. Arven fra gammel Tid, 1935, S. 224—27. Hakon Stangerup: Romanen i Danmark i det attende Aarhundrede, 1936, S. 80—84. Jens Holdt: Niels Johannes Holm, 1937, S. 337. P. G. Lindhardt: Peder Hersleb, I, 1939, S. 104. Sønderjyllands Historie, V, 1932 - 3 3 , S. 317, 367- Michael Neiiendam.

  
  

• Kilder

  [S59] E. P. Pontoppidan, Slægten Pontoppidan (m. tillæg om Aagaard, Hofman Bang og Møller), (CHR. PONTOPPIDANS BOGTRYKKERI (1904)), side 6 (Troværdighed: 0). [S61] Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., Danmarks Adels Aarbog, (Dansk Adelsforening), (DAA 1922:499) (Troværdighed: 0). [S60] F. E. Hundrup, Stamtavle over Oluf Bangs efterkommere , (C.A Reitzers Forlag), s. 28 (Troværdighed: 0).