Dansk Biografisk Lexicon / X. Bind. Laale - LøvenØrn
225
Lerche, Peder Pedersen, 1613-83, Godsejer,
ældre Helbroder til ovfr. anførte Cornelius Pedersen L., født i Nyborg, blev i en
ung Alder Kjøbmand i Odense, hvor han 1642 ægtede Handelsmanden
Knud Lauridsens barnløse Enke, Anne Hasebard (f. 3. Maj
1603 d. 10. Nov. 1658), Datter af Livlægen Jacob H. (VII, 122).
Han blev snart en af Byens anseteste Borgere og valgtes 1646 til
Raadmand; men hvad enten han nu søgte en større Virkekreds
for sine Evner, eller kun hans Familieforhold bevægede ham til at
forlade Odense, saa erhvervede han 1664 kongl. Afskedigelse fra
sin Raadmandspost med Tilsagn om Fritagelse for alle borgerlige
Bestillinger, i hvilken Kjøbstad han saa vilde nedsætte sig, og
flyttede 1665 efter en prægtig Afskedsfest «som et Bryllup» til
Kjøbenhavn. Her fra havde han hentet sin 2. Hustru, Borgmester
Peder Pedersens Datter Sophie Pedersdatter, der døde 4. Dec. 1663
efter et kortvarigt Ægteskab, og faa Uger efter sin Afrejse fra Fyn
holdt han 4. Juli 1665 Bryllup med Præsident Hans Nansen den
ældres Datter Dorthe (f. 29. Jan. 1633 d. 20. Maj 1675), Enke efter
Borgmester i Kjøbenhavn Find Nielsen, efter hvem L. opkaldte sin
eneste efterlevende Søn Vincents. – Ved hans Rigdom, hans gode
Forbindelser og vel ogsaa ved hans Indsigter aabnedes Embedsvejen
for L., der 1670 udnævntes til Assessor i Admiralitetet og
Kommercekollegiet, hvormed han senest fra 1671 forbandt Embedet
som Assessor i Højesteret. I det 1671 oprettede vestindiske
Handelskompagni var han Direktør. I Kjøbenhavn ejede L. flere Gaarde,
og 1670 lod han sig for en Fordring paa o. 7700 Rdl. indføre i
Rygaard i Fyn, hvortil han senere kjøbte Brudager og Frørup
Kirker m. m. 1679 optoges han i Adelstanden. L. døde i
Kjøbenhavn Nytaarsdag 1683.
Danske Herregaarde III: Rygaard.
Saml. t. Fyens Hist. og Topogr. IX, 266 f.
G. L. Wad.
- - -
Fødsel 1613 Nyborg Købstad
Titel 20 mar. 1679 fik Vaabenbrev
Død 01 jan. 1683 København (Copenhagen)
Begravet 12 jan. 1683 Skt. Nikolaj Kirke, København
Notat: Storkøbmand og Rådmand i Odense til 1665, derpå bosat i København, sidst Assessor i Højesteret og direktør for Det Vestindiske Handelskompagni, oprettede 1675 Stamhuset Rygaard.
Far Peder Nielsen, f. 2 apr. 1583, Voldby (Gjern H., Skanderborg) , d. 12 sep. 1638, Nyborg Købstad
Mor Sidsel Knudsdatter, f. ca. 1574, d. 24 apr. 1648
Familie 1 Anne Jacobsdatter Hasebart, f. 03 maj 1603, København (Copenhagen) , d. 10 nov. 1658, Odense Købstad
Gift aug. 1642
Familie 2 Sophie Pedersdatter, f. ca. 1645, d. 04 dec. 1663
Gift 14 sep. 1662
Børn
1. Pedersdatter Lerche, f. 04 dec. 1663, d. 04 dec. 1663
Familie 3 Dorte Nansen, f. 29 jan. 1633, København (Copenhagen) , d. 20 maj 1675, København (Copenhagen)
Gift 05 jul. 1665 København (Copenhagen)
Børn
> 1. Vincens greve Lerche, f. 04 apr. 1666, København (Copenhagen) , d. 28 jul. 1742, København (Copenhagen)
Kilde:
1. Studier over det fynske Rådsaristokrati i det 17. Århundrede, Svend Larsen, (Odense Bys Museer 1965), side 166 - tavle XXXVI.
2. Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1934:67.
3. Slægten Yde, (Slægtsarkivet, Falkevej 19, 8800 Viborg), s. 389.
Der er flere Aner på
http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I4059&tree=2