Bruun, Hans Brøchner, 1793-1863, Handelsmand, Stænderdeputeret,
Søn af ovennævnte Bertel B.,
var født 18. Juli 1793 i Fredericia og overtog,
efter at have deltaget i Faderens omfattende
Forretning, i 1826 Assens Færgevæsen tillige med sin
s. A. (11. Nov.) afdøde yngre Broders, Agent Søren
Wedege B.s, Kjøbmandsforretning i Assens, i hvilken
Bys kommunale Anliggender han tog fremragende Andel
som Kommunalbestyrelsens Formand 1839-57. 1836
udnævntes han til Transportforvalter. B., der
1827 fik Titel af Agent, var 1835-48 Medlem af
Roskilde Stænderforsamling, hvor han stillede flere
gjennemgribende Forslag, hvis Gjennemførelse
dog var en senere Tid forbeholdt, 1836 om
Konsumtionens Ophævelse, 1838 om Oprettelse af en
Livsforsikringsanstalt for Statsregning, 1840 om
Forandringer i Aagerloven og om Skattebevillingsret,
1846 om almindelig Værnepligt. Han var ogsaa Medlem af
den grundlovgivende Rigsforsamling. Han døde 1. April
1863 i Assens og havde 6. Juni 1818 ægtet Hanne
Antonie Jacobine Christiane Plum (f. 17. Febr. 1798
i Slagelse, d. 19. Jan. 1878 i Kjøbenhavn), Datter af
Biskop Fred. P. i Odense.
Hiort-Lorenzen, De Fredericia-Bruun’ers Slægtebog, 2. Udg.
H. R. Hiort-Lorenzen.
[3]