Dansk Bibliografisk Lexicon / V. Bind. Faaborg -Gersdorff
491
Fuiren, Jørgen, 1581-1628, Læge, Botaniker. Han var født
31. Maj 1581 i Kjøbenhavn. Faderen, «gamle» Henrik F., en meget
rig Handelsmand, var vistnok en Broder til ovennævnte Juveler
Diderik F. Han overlevede Sønnen og døde 28. Dec. 1628 i en
Alder af 84 Aar. Moderen hed Mechtelt Hermansdatter. Indtil
sit 12. Aar blev J. F. undervist hjemme, hvorpaa han sendtes til
en Skole i Zerbst; men da Stedet ikke var anset for sundt, blev
han sendt til Wittenberg og efter et Aars Ophold her til Rostock,
hvor han i 6 Aar var i Huset hos Præsten Joh. Goldstein. I Maj
1598 blev han immatrikuleret ved Universitetet i Leiden, hvor han
forblev i 4 Aar, sysselsat med medicinske, botaniske og mathematiske
Studier. Blandt hans medstuderende her var den bekjendte
Christoffer Dybvad, der i et mathematisk Skrift fra 1603 omtaler
den Bistand, J. F. havde ydet ham. Siden færdedes denne vidt
omkring ved de berømteste Lærdomssæder i Evropa. I Sept. 1602
blev han indskreven ved Universitetet i Padua, 1603 var han i Rom
og Neapel, 1606 atter i Padua, hvorfra han rejste til Strasburg og
der fra til Basel, hvor han i Avg. s. A. tog den medicinske
Doktorgrad. Endnu i nogle Aar færdedes han i Tyskland og
Nederlandene, indtil han endelig kom hjem til Kjøbenhavn i sin Moders
Dødsaar, 1610. Han begyndte nu at praktisere som Læge, og
18. Juli 1613 ægtede han Professor Thomas Finckes Datter Margrethe
og blev derved nøje knyttet til den Tids Lærdomsaristokrati i
Kjøbenhavn. Da han var velhavende, behøvede han ikke at lægge
særlig Vægt paa at erhverve en udstrakt Praxis, men kunde efter
sin Lyst sysle med Botanikken. Dette gav Anledning til, at han
1623 fik det Hverv at berejse det danske Riges Provinser for at
opsøge, indsamle og bestemme de der voxende Planter. Paa sine
Rejser i de skaanske Landskaber og paa Gulland havde han Otto
Sperling til Ledsager. Endnu haves en Fortegnelse over de af F.
fundne indenlandske Planter (Bartholin, Cista medica S. 278 ff.),
ligesom en Planteslægt endnu bærer hans Navn (Botan. Tidsskr.
XII, 47). F.s Liv henrandt under ualmindelig lykkelige Forhold,
da hans elskværdige Karakter synes at have gjort ham afholdt af
alle. I sine senere Aar syslede han en Del med theologiske
Studier. Han døde, efter 14 Dages Sygdom, allerede 25. Nov. 1628.
Hans Hustru, der er bekjendt som Legatstifterinde, overlevede ham
i mange Aar og døde først 1665, 70 Aar gammel. De havde 5
Børn, blandt hvilke Sønnerne Henrik og Thomas især ere bekjendte
(s. ovfr. og ndfr.). En 3. Søn, Diderik, der ogsaa var en lærd og
berejst Mand, blev Stamfader til den adelige Gren af Slægten
(s. ovfr. S. 487). F.s ældste Datter, Marie, blev gift med Biskop
Hans Svane og den yngste, der hed Søster, med den bekjendte
Diplomat Cornelius Lerche.
Bartholin, Cista medica S. 272 ff.
Otto Sperlings Selvbiografi S. 12 f.
Danske Mag. 4. R. II, 217.
H. F. Rørdam.
- - -
Navn Jørgen Fuiren
Født 31 maj 1581 København (Copenhagen)
Død 25 nov. 1628 København (Copenhagen)
Begravet Skt. Nikolaj Kirke, København
Notat:
◦Af denne Slægt Fuiren fra Meklenborg ved Aar 1560 indvandrede Borgerslægt, der tæller flere til Københavns Universitet knyttede Videnskabsmænd, og som i særlig Grad har udmærket sig ved store Dotationer i velgørende Øjemed, blev Didrik (Theodorus) Fuiren 13 Maj 1677 ophøjet til Friherre af Fuirendal; hans eneste Søn af samme Navn var den sidste af Slægten. Vaaben: firdelt med Sølv Hjerteskjold, hvori en springende, sort Væsel; i 1. og 4. Felt en Guld Drage i Blaat, i 2. og 3. Felt en Sølv Hjelm med fem vekselvis røde og blaa Strudsfjer i Guld; paa Skjoldet en Friherrekrone; Skjoldholdere: to naturligt farvede Tigere. Didrik Fuirens Hustru Margrethe Eilersen fik 17 Okt. 1677 Vaaben-Patent som Baronesse af Fuirendal. Skjoldet tværdelt ved en med tre seksoddede Guld Stjerner belagt rød Bjelke af Guld og Blaat, i 1. Felt en rød Bose, i 2. Felt en liggende Sølv Maane; paa Skjoldet en Friherrekrone; Skjoldholdere: 2 Engle i hvidt Klædebon.
Slægtens ældste kendte Mand er Henrik Fuiren, født o. 1544 i Meklenborg, blev 1574 optaget i det kongelige Skydeselskab, fik 1600 sammen med flere andre københavnske Købmænd Pas paa Narva, fik 1609 sammen med 10 andre Borgere Fuldmagt til Prins Christians Valg til Konge, undertegnede 1619 som den ældste af Borgerskabet, kaldes 1620 en af de ældste og bedste Borgere i Byen død 28 Dec. 1628, begr. 4 Jan. derefter i St. Nikolaj Kirke; g. m. Mechtele Hermandsdatter død 28 Juni 1610, begr. 31 Juni smstds.
Deres Søn var Jørgen Fuiren, f. 31 Maj 1580, studerede i Leyden, Padua, Rom, Strassburg og Basel, hvor han erhvervede den medicinske Doktorgrad, praktiserende Læge i Kbh. død 25 Nov. 1628, g. 18 Juli 1613 m. Margrethe Fincke, f. 1595 død 1665. Datter af Prof., Dr. med. Thomas Fincke og Søster Iversdatter; de havde blandt flere Børn: Dr. med. Henrik Fuiren (død 1659), Døtrene Marie (død 1674), g. m. Erkebiskop Hans Svane, og Søster (Sostrata) død 1648, g. m. Stiftamtmand Cornelius Lerche, og Sønnen: Didrik Fuiren.
Familie Margrethe Fincke, f. 7 maj 1595, København (Copenhagen) , d. 21 jan. 1665 (Alder 69 år)
Gift 18 jul. 1613 København (Copenhagen)
Børn
1. Henrik Fuiren, d. 1659
+ 2. Marie Fuiren, f. 5 mar. 1624, København (Copenhagen) , d. 24 dec. 1693, København (Copenhagen) (Alder 69 år)
+ 3. Didrik Fuiren, f. 8 mar. 1621, d. 15 jan. 1656, København (Copenhagen) (Alder 34 år)
4. Søster (Sostrata) Fuiren, f. 1628, København (Copenhagen) , d. 4 nov. 1648, København (Copenhagen) (Alder 20 år)
Kilde:
Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2011]., DAA 1921:474.